FØRSTE DEL — HISTORIE

  

Kapitel 1 — Societas Findani 

 

Velgørenhedsselskabet
I 1834 grundlagde Det forenede Velgørenhedsselskab i København på initiativ af historikeren Frederik Barfod (1811-96) en drengeskole, der senere kom til at bære dennes navn, og hvor undervisningen vederlagsfrit meddeltes af ulønnede lærere, overvejende studenter. Igennem tiderne udfoldede der sig ved denne skole et muntert liv, ikke mindst blandt de mange lærere. Det var en kreds af disse lærere, der den 17. februar 1938 grundlagde den såkaldte 'Sproglærerfraktion', der på sit 49. rådsmøde den 22. december 1942 blev til Societas Findani efter den i det 6. Årh. levende irske helgen Skt. Fintan — også en gratis-underviser — hvis navnedag var den 17. februar.´

 

Elleore

S.F. var ikke nogen almindelig forening, og allerede tidligt overvejede man at finde et sted, hvor foreningen kunne opnå eks­ter­ritorialret. Denne tanke blev stadig mere aktuel, efterhånden som mange af S.F.s grundlæggende medlemmer ('De Udødelige') kom i embeder og ophørte med deres gerning på skolen, og i 1944 (året hvor i øvrigt så mange store riger stod for at gå under) var man enige om at forsøge at skabe et sådant nyt samlings­punkt. Her skulle nu de gamle traditioner videreføres i en findansk stat. Den såkaldte 'Store Land- & Vandkommission', der den sommer udsendtes til Roskilde Fjord, anbefalede og fik udvirket, at man kunne købe øen Elleore, som var den eneste egnede ø og den eneste, man kunne erhverve. På det 77. rådsmøde den 27. august 1944 vedtog da De Udødelige under almindelig begejstring købet. Hermed var Kongeriget Elleore en realitet.

 

Kapitel 2 — Munketiden

 

Et rige uden historie er jo som en løve uden bag. Stor var derfor tilfredsheden da dygtige elliske forskere hurtigt fremdrog en rig og spændende forhistorie, som tilmed viste sig at have intim til­knytning til ingen ringere end selveste St. Fintan!

 

Clonenagh

Denne grundlagde nemlig i sidste halvdel af det 6. År­hundre­de et kloster ved Clonenagh (udtales 'klo-ni-na') i Irland. Fintan tilhørte den culdæiske gren af kristendommen og efter hans død i 603 videreførtes klosteret efter hans principper. I det 9. Århundrede kom den irske kirke imidlertid under voldsomt pres fra Romer­kirken og hen mod midten af det 10. Århundrede forlod en gruppe munke klosteret for at finde et fristed.

 

Rejsen til Elleore

Munkene sejlede først til 'Monas Ø' (Isle of Man), hvor de blev en kort tid, før de drog videre mod nord, indtil de kom til Amitsoq, der er en lille ø ud for Grønlands sydkyst. Her blev de et stykke tid, men forholdene var meget dårlige, og mange af de ældre og svagelige døde, inklusivt deres leder Marinus. De overlevende besluttede derfor at sejle sydpå igen hellere end at tilbringe endnu en vinter ved Amitsoq. De fulgte den samme rute sydpå, som de havde anvendt på udturen, men stærke storme førte dem mere og mere mod øst, således at de til sidst via Nordsøen kom til Danmark, der på den tid regeredes af Kong Harald Blåtand. De sejlede ned gennem Roskilde Fjord og ankom, ifølge traditionen, til Elleore den 17. februar år 944 — altså på St. Fintans navnedag.

Munkene syntes godt om den smukke ø, der mindede dem stærkt om det Irland, de havde forladt. Efter sigende udbrød en af dem: 'Hic est elie ore!' (Her er den gyldne ø), hvilket skulle være oprindelsen til landets navn. Der, hvor munkene gik i land, lå der en stor sten, hvori munkene med ogham-skrift ristede ordene 'Hic est locum' (her er stedet). Stenen, der nu kaldes Anstødsstenen, blev ved den naturkatastrofe, der omtales på side 6, flyttet længere sydpå til midt på Konfirmandkysten, og blev senere ved et uheld forbyttet med et andet mindesmærke, således at den i dag er at finde ved Andys Hug selvom de fleste landkort stadigvæk placerer den på sin gamle plads.

 

Den første tid

Skønt de kun var få — og i øvrigt afkræftede af den opslidende sørejse — begyndte munkene straks at bygge et nyt kloster, Krune Kloster. Der står i dag kun ruiner tilbage af klo­steret, men man kan dog stadig få et indtryk af det storslåede bygningsværk, som klosteret har været. Se i øvrigt det senere afsnit om seværdig­heder på side 30.

Livet i klosteret som det formede sig i de knap 600 år, som munkene tilbragte i Elleore, er ret omfattende beskrevet i Krune Klosters Krønike, der på mange måder er en pendant til Saxo Gram­maticus' berømte Danmarkskrønike. Hvad vi i dag ved om munkenes liv og levned stammer mestendels fra denne krønike.

 

De Frie Søstres Orden

Som tilhængere af den culdæiske lære omgivet af det katolske Danmark måtte munkene holde lav profil. Det var særlig de hustruer, som deres lære tillod munkene at have, der var en torn i øjet på de omkringboende katolikker.

Abbed Lupus den Tredje (1135-42) forsøgte at forvise kvinder og børn fra øen, men forgæves. I 1152 foranstaltede Abbed Mac Leuis derfor at øens kvinder dannede en orden, som de kaldte Libertinerinderne eller De Frie Søstres Orden. Ved således at udnævne kvinderne til hellige søstre kunne abbeden retfærdiggøre deres tilstedeværelse på øen. Det har helt sikkert også gjort ham populær hos munkene, som nok mente at Elleore ville blive en del kedeligere uden nonnerne! Af fremtrædende libertinerinder kan nævnes den stærke søster Numme, den fromme og kloge søster Philippine og den ærværdige asketisse Petronella.

 

Abbederne

Mange abbeder styrede Krune Kloster gennem de knap 600 år frem til Abbed Oscars død i 1535. I løbet af denne periode nåede munkene at opføre flere store bygningsværker, igangsætte større dæmningsarbejder, studere og — som en morsom detalje — at opfinde juletræsfoden. Abbederne var vidt forskellige i såvel fromhed som dygtighed og satte hver især deres personlige præg på klosterlivet. Nogle enkelte skal fremhæves:

Amandus (1169-1196): Var en af klostrets to største abbeder og en fyldestgørende omtale af ham ville fylde alt for meget. Han var meget interesseret i brødrenes, og især søstrenes, velfærd og hans tid regnes for klostrets guldalder.

Caius (1485-1510): Fuskede med alkymi og sort magi. I 1508 frem­manede han uvejrsånden Pedo, der rejste en stormflod som over­svømmede det landområde, der nu ligger under Bafbugtens vande.

Tobias (1510-1512): Påbegyndte en dæmning som skulle ind­dæmme det tabte land i Bafbugten. Han stred med sin broder Josias om magten, og de blev begge forvist i 1512 af den fromme Søster Petronella.

Oscar (1512-1535): Var den anden af klostrets to største abbeder. Han forsvarede heltemodigt riget mod Reformisterne i 1535, men forgæves, og han blev den sidste abbed.

 

 

Kapitel 3 — Ellendigheden

 

De gode borgere i Roskilde og omegn (ikke mindst fiskerne i Veddelev) forstod ikke meget af livet som det formede sig på Elleore. De gjorde sig nok også deres tanker om den måde, hvorpå munkene og de frie søstre levede. Det var dog først under Reformationens almindelige uro og røre i 1535, at det ulmende frem­medhad brød ud i lys lue. Øen blev angrebet af en ophidset hob af ballademagere, der under foregivende af stor religiøs affekt morede sig med at brænde det meste af klostret ned til grunden. På ruinerne talte den sidste abbed — Oscar — i stærke vendinger om Rigets genopståen i en fjern fremtid — men klostrets dage var uigenkalde­ligt forbi.

Efter overfaldet forlod de overlevende munke og nonner riget. Som så mange andre ofre for religiøse krige var de fordrevet fra deres hjem (sammenlign f.eks. med korstogene). De slog sig ned omkring Roskilde Fjord, hvor de giftede sig ind i den lokale befolkning. Således begyndte den epoke i Elleores historie, som kaldes Ellendigheden (af 'elende' — udlændighed).

Livet i landflygtighed påvirkede ikke blot de landflygtige ellere, men også den lokalbefolkning ved Roskilde Fjord, som de skjulte sig iblandt. Munkene satte utvivlsomt deres præg på flere områder, der var stærkt forsømt. Som eksempler kan nævnes medicin og sygepleje, samt ikke mindst kulturelle emner som poesi og prosa. Ellendigheden var en af de litterært mest produktive perioder i rigets historie, og fædrelandskærligheden var naturligt et gennemgående tema, som dette digt af en ukendt forfatter illustrerer:

Oh, Elleore, Fædreland,

med løvgrøn skov og havblåt vand,

hvis dør for mig er lukt;

lig porten ind til Paradis,

hvortil ingen nøgle gi's,

skønt der er dejlig frugt.

Den største digter fra denne periode er Caspar Tromphett (1583-1653) — 'Elleores Shakespeare' — der skrev en lang række dramaer. Af de mest kendte kan nævnes 'Den hvide Dame' (1610), 'De døde Murere' (1613) og 'Løvens Tand' (1622). Hans stykker opføres hvert år om sommeren ved friluftsforestillinger ved ruinerne af Brådeborg Slot. 'Løvens Tand' anses for Tromphetts betydeligste værk og står i sine højdepunkter ikke tilbage for Shakespeares bedste. Specielt sammenlignes de berømte passager 'Sorts monolog' og 'Sorts dødsmonolog' ofte med 'Othello'.

Ellendigheden førte således — trods sin ulykkelige oprindelse — til en højnelse af kulturlivet, hvilket nok var den væsentligste årsag til, at ellerne formåede at fastholde deres kulturelle særpræg. Uden dette havde det moderne Elleore næppe kunne etableres.

 

Kapitel 4 — Løvejagten

 

I 1907 blev Elleore for en kort tid verdensbe­rømt, idet direktør Ole Olsen lod sin film 'Løvejagten' optage her. To løver fra Hagenbeck sprang omkring foran kameraet, nedlagde et kid og en gammel hest — og blev til sidst selv nedlagt. Der blev rejst sag mod direktøren for dyrplageri. Han blev frifundet, men den almægtige justits­minister Alberti tog alligevel hans biograf­be­villing fra ham. Men han gav noget andet i stedet –– en enestående reklame. 'Løvejagten på Elleore' figurerede i aviserne verden over; filmen skylder den en hel del. Sagen førte i øvrigt (i forbindelse med visse andre forhold) til Albertis afgang som dansk justitsminister samme år.

Om det var den megen omtale af Elleore, der endeligt ansporede Findanersamfundets efterkommere til at vende tilbage til riget, vides ikke, men der skulle gå mindre end 40 år før der atter var ellere i Elleore, og rigets første konge kunne krones.

 

Kapitel 5 — Kongerækken

 

Elleore var fra begyndelsen et valgkongedømme; kongen blev valgt af Rigets Råd, som var identisk med De Udødelige. Inden sin tronbestigelse måtte han underskrive en streng håndfæstning, udarbejdet af Rådet, hvis reelle indhold gik ud på at sikre Rådet dets hævdvundne magt.

Den første konge blev Erik I (Valeur) med tilnavnet den Lange, der desværre kun fik en kort regeringsperiode (1945-49). Hans valg­sprog var 'VI HJÆLPES AD'. Erik I var en meget berejst person, og det var ham, der indførte det spansk inspirerede 'tyrefægterråb' Ellé! Han abdicerede i 1949 for at blive rådgiver for Fyrst Rainier III af Monaco. Han døde i en høj alder i 1968.

Dernæst fulgte Leo I den Lille (Høgh). Hans tilnavn hentydede ude­lukkende til hans vækst, for i ånden var han stor. Han havde været med i arbejdet i S.F. fra starten og havde i flere perioder været Rådets præsident. Han regerede fra 1949-60 med valgsproget 'ALVOR OG GAM­MEN', og døde i embedet.

Efter et kort interregnum kronedes Erik II den Storartede (Neer­bek), der regerede fra 1961-72. Med Erik II fik Elleore for første gang en dronning, nemlig Erik IIs hustru Dronning Lilian (af kongen kaldt den Lykkelige). Kong Erik havde det optimistiske valgsprog 'TRO OVER LIDET'. Han abdicerede i 1972 og døde i 1986 i en alder af 67.

Erik II efterfulgtes af Leo II den Folkekære (Schwerin), der med valg­sproget 'HÅB TIL HAVET' var en uhyre populær konge frem til 1986. Leo II og hans dronning, Pelle, var i modsætning til tidligere monarker begejstrede for det våde element, og i deres regeringstid fik Elleore sit første egentlige kongeskib, K/S Søphesten, som mange ellere fik lejlighed til at bese.

Leo II abdicerede i 1986 til fordel for prinsesse Leodora, der kronedes som rigets første regerende dronning, Leodora den Dydige, der regerede i 17 år. Hun valgte mottoet 'ALTID MED FØDDERNE PÅ JORDEN'.

Leodora abdicerede i 2003 til fordel for Leo III (Peajay). Han og hans yndige dronning, Carina, tegner til at blive et aktivt og populært kongepar. Leo III har valgt mottoet ”MED LØVE OG FOLK FOR RIGET”.

 

Kapitel 6 — Elleore i nyere tid 1945-58

 

Allerede kort tid efter rigets genopståen begyndte folkevandringen til­bage til Elleore. I denne periode blev byen Maglelille grundlagt og slottet Brådeborg blev opført i 1946. Brådeborg var rigets midt­punkt frem til 1958, hvor udenlandske kræfter efter mange forsøg fik slottet revet ned. Denne ulykkelige hændelse tvang atter rigets indbyggere i landflygtighed, men denne gang kun for en kortere periode.

 

1958-63

I denne periode måtte Elleores indbyggere atter søge ly hos den lokale befolkning i Veddelev, der endnu engang var os venligt stemt. I 1960 fik Elleores indbyggere således mulighed for at anvende Brinchenborg Slot som samlingssted, og i perioden 1960-63 blev slottet flittigt brugt — ikke mindst på grund af dets beliggenhed, der gav mulighed for hyppige besøg i riget. Alligevel længtes ellerne efter at vende tilbage til riget, hvilket lykkedes, da man i 1964 erhvervede det gode skib Løvejagten, som frem til 1973 var det samlende midtpunkt.

 

1964-73

Løvejagten stammede fra Bornholm og var bygget i år 1900. Efter en omtumlet tilværelse på verdenshavene blev skibet rigets ejendom i 1964. Skibet hed på daværende tidspunkt Vita, men fik efter en omfattende ombygning det mere ellisk klingende navn. Løvejagten lå det meste af året i Frederikssund Havn, hvor der om foråret afholdtes standerhejsning til stor morskab for den undrende lokalbefolkning.

Under Elleugerne blev skibet opankret ved Vestre Krune og fungerede som samlingssted for spisning, undervisning og underholdning. Befolkningen boede imidlertid i Maglelille, der dermed blev Elleores første soveby.

Desværre havde riget ikke de nødvendige ressourcer til at vedlige­holde Løvejagten; selv ikke med de halvårlige arbejdslejre, hvor frivillige brugte en weekend hvert forår og efterår på at banke rust og male. Skibet blev derfor i 1974 solgt for den symbolske sum af 1 krone og 17 øre til Roskildes søspejdere, som man forventede ville være bedre i stand til at vedligeholde det stolte skib. Men sådan skulle det ikke være. Efter en omfattende restaurering grundstødte skibet på sin jomfrurejse og måtte bortsprænges.

Elleores nuværende styreform opstod i denne periode, idet det hidtidige Gehejmecabinet i 1967 afløstes af det demokratisk valgte Cabinet (Se side 15). Under Elleugen holder Cabinettet dog ferie og er afløst af Admiralitetet, der ledes af Jagtcaptainen.

I denne periode grundlagdes to berømte institutioner, nemlig LandCadetAcademiet (LCA) i 1964 og Jægerskolen i 1969. LCAs motto 'DICE TU VOLE, CREDE TU POTE, ALORA TU POTE' (Sig du vil, Tro du kan, Så kan du) udtrykker kort og præcist elleborgerens forhåbninger til sine karriere-muligheder indenfor rigets 17 rangklasser.

Af andre væsentlige begivenheder i denne periode kan nævnes Revolutionen i 1969 og Roskildegardens mislykkede angreb på riget samme år (der endte med Roskildefreden af 1969). Et efterspil, der undgik manges opmærksomhed, var den daværende premierministers forsøg på at bruge revolutionen som påskud for et statskup og Ellisk Undergrundsbevægelses kommandoaktion d. 13/11 samme år hvorunder premierministeren blev tvunget til at opgive sit forehavende og underskrive en håndfæstning.

 

1974-86

I 1974 stod riget således uden Brådeborg, Brinchenborg eller Løvejagt, og af mangel på samlingssted blev Elleugen det år skåret ned til en forkortet udgave, der blev afholdt af en lille skare trofaste ellere. Heldigvis blev behovet for et samlingssted snart dækket, da et 45 m2 stort telt blev indkøbt fra et svensk militært overskudslager. Teltet blev på behørig vis indviet som Maglelille Rådhus i 1975. Siden da har rejsningen af rådhuset hvert år været et tilløbsstykke, der indvarsler Elleugen. Man håbede i 1975 at teltet kunne holde en 5-6 år og at man senere kunne finde en afløser. Det holdt bedre end forventet og blev ført erstattet 26 år senere. Da var det en smule ramponeret, men stadigvæk i så god stand at det blev gemt som reserve.

I disse år afholdtes også de populære Kongerevyer, hvor Ellefol­ket i forskellige fartøjer stævnede ned gennem Roskilde Fjord med Hs. Mayestait Leo II i spidsen på kongeskibet Søphesten — ofte i selskab med den Kgl. Elliske Marineforening.

I begyndelsen af 1980'erne indledtes en sørgeligt kort periode med aktiv musikudfoldelse og teaterrelaterede aktiviteter. Elleborgere med talent — eller i det mindste interesse — for sang og de skrå brædder samledes til de såkaldte Symphosier, der afholdtes i lejren i Færgelunden. Her indstuderedes små revyer og andet godt, der eksempelvis kunne opføres ved hofballer. Som fremtrædende eksempler kan nævnes Den lyserøde Ø, der uropførtes under Elleugen i 1980 og opførelsen af Ellehøj ved Leo II's 11 års regeringsjubilæum i 1983.

I 1983 startedes endnu en tradition, nemlig Kongeløbene (eller Dronningerunderne som de blev kaldt i Leodoras regeringstid), der er en slags orienteringsløb i bil over et temmelig stort geografisk område. Løbene forsøges afholdt hvert eller hvert andet år, men dette mål har ikke altid været til at opfylde. Det hidtil seneste blev afholdt i 2003 (Se mere på side 14).

 

1986-04

Dronning Leodora overfløj som den første riget i helikopter i 1989. Senere er Elleore flere gange blevet besøgt af fly og helikoptere, senest da tronfølgeren og premierministeren inspicerede riget efter at Cissøen gik over sine bredder i 2002.

Elleores flåde blev moderniseret under Dronning Leodora. Hurtigfærgen Elfinen besejler nu flere gange dagligt ruten mellem Veddelev of Maglelille færgehavn under Elleugen.

I 1991 udkom – efter at have været 17 år undervejs og igennem 3 computersystemer – bogen Et Rige Uden Lige. Bogen er en hyldest til Elleore og indeholder mange flotte billeder og en række essays skrevet af prominente elleborgere.

Samme år nedsatte Generalforsamlingen en forfatnings­kommission, der skulle revidere Elleores grundlov, som ikke længere var tidssvarende. Kommissionen arbejdede hårdt de næste mange år og ved generalforsamlingen i 2000 kunne man præsentere et endelig udkast, der blev vedtaget ved samme lejlighed.

I 1992 gennemførte Rektor Sommer en eksamensreform hvor en ny akademisk grad – kandidat – blev indført mellem baccalaur- og licentiat-graderne. Samtidig blev pensum for de forskellige grader revideret.

Fjordmuseet i Jyllinge dannede i 1996 rammen om en prægtig udstilling om Elleore. Udstillingen indeholdt mange af rigets klenodier og mange spændende effekter befinder sig endnu i museets arkiver. Under forberedelserne skabtes en hjertevarm kontakt mellem riget og museets ledelse der har varet ved lige siden.

Året efter kom Elleore for alvor i de udenlandske mediers søgelys, da Elleugen fik besøg af “Den gule Flyver”. Holdet bag lavede en fin reportage om dagliglivet i Elleore under Elleugen og bragte den over hele 2 afsnit af TV2s Fredag i Farver.

Et nyt tiltag så dagens lys i 1998. Det var Genforenings­dagen, hvor man prøvede at opspore så mange forhåndværende elleborgere som overhovedet muligt og invitere dem til at møde op og gense gamle venner. Dagen var både en succes og en skuffelse. En skuffelse fordi der kom langt færre gamle venner end man havde håbet på og en succes fordi de der kom hyggede sig gevaldigt.

Den første corpslejr blev afholdt i 2000. Formålet var at udføre vedligeholdelsesarbejde på lejren i Færgelunden for derigennem at bevare rigets gode forhold til Kildegård Gymnasium. Der har siden været afholdt endnu en corpslejr og flere forventes.

I 2001 kunne Dronning Leodora indvie Det nye Rådhus, der er så stort at det gamle kunne stå i det nye 2 gange.

Samme år blev dronningerunderne genoptaget efter en længere pause. De har siden været afholdt en gang om året (siden 2003 under det gamle navn Kongeløb).

Ved hofballet i 2002 blev Lehnsgreveparret Peajay til Heckenfeldt udnævnt til tronfølgerpar og da Dronning Leodora, til stor sorg for ellefolket, abdicerede ved hofballet i 2003 fik riget en ny konge og dronning, Kong Leo III og Dronning Carina.

 

 

ANDEN DEL — ELLEORE I DAG

 

Kapitel 7 - Statsform

 

De første år styredes riget af Rådet, der naturligvis var identiske med lederne i S.F. Men denne styreform var ikke mulig efter­hånden som kongerigets funktioner voksede, og den 14. August 1948 oprettedes et Gehejmecabinet, hvori der sad nogle af de mere involverede rådsmedlemmer, til at besørge de løbende forretninger. Disse blev bistået i arbejdet af talrige embedsmænd indenfor hver af statsinstitutionerne. Og det var ikke helt få statsinstitutioner det lille rige kunne fremvise, bl.a. kan følgende nævnes: Statskancelliet, der tog sig af lovtydning, Externe Kancelli (udenrigs­politikken), Interne Kancelli (indenrigske anliggender), Generalitetskollegiet og Admiralitetskollegiet (land- og søforsvar), Kommercekollegiet (handel), Finanskollegiet (rigets økonomi), Directoratet for Almensikkerheden (politiet) og Ordenskapitlet, der stod for fremstillingen og overrækkelsen af de mange ordner, hvormed stræbsomme embedsmænd blev lyksaliggjort. Og lad os ikke glemme Huma­nistisk Departe­ment, der forestod gratisundervis­ningen, samt Kontoret for Uafgjorte og Uexpederede Sager, der navnlig behandlede klager, forudsat at de var indleveret i 10 enslydende eksemplarer.

Denne regeringsform holdt i over 19 år før den med demokra­tiets indførelse d. 26. oktober 1967 blev afløst af mini­sterialstyre. Det kun tre mand store Geheimecabinet blev her erstattet af et folkevalgt organ, Cabinettet. Dette ledes af Premier­ministeren og består normalt af i alt 9 ministre. Der er hver år valg til Cabinettet ved den ordinære Generalforsamling (se side 25). De gamle statsinstitutioner er nu fordelt mellem ministerierne og et Rigsråd bestående af rigets spidser har overtaget mange af Rådets funktioner.

 

Kapitel 8 — Ellefolk og -hof

 

Rigets indbyggere udgøres af statsborgere og korpsmedlemmer, idet statsborgerskab først gives efter nogen tids korpsmedlemskab.

Der fandtes oprindeligt tre korps: Løvejægerkorpset, Gendarm­korpset og Konstabelkorpset, der rekrutterede fra hvert sit opland, nemlig tre forskellige skoler, hvor tre af De Udødelige underviste. Konstabelkorpset forsvandt hurtigt, og efter 1970 har man ikke set meget til gendarmerne. Nu til dags indrulleres alle i Løvejæger­korpset. (Se endvidere s. 17)

Elleborgerne kan efter fortjeneste opnå store og små stillinger indenfor administrationen og/eller de væbnede styrker, som altid har spillet en stor rolle indenfor kongerigets virke. Herudover er der også en ret stor mulighed for at blive dekoreret, om end det ikke er noget der sker på hverdage.

 

Hoffet

Som ethvert andet kongedømme har også Elleore et veludbygget hofceremoniel. Dette ses bedst i funktion under den årlige hoffest. Her kommer alt fra de royale, højadelen og ministrene ned til pøblen og domestikkerne (som de fleste nystartede er en del af de første 3 år) i deres stiveste puds for at hylde mayestaiterne.

Under cuuren bliver der til de udvalgte uddelt medaljer og ordener samt foretaget adlinger og forfremmelser i civiletaten. Før dette gennemgås et ceremoniel hvorunder forskellige mystiske, men traditionelle, tekster bliver oplæst.

Efter cuuren er der gallataffel, hvor serveringspersonalet og domestikkerne arbejder hårdt for at taffelarerne får en fornøjelig aften. Al kommunikation omkring balkort og skåler foregår v.h.a. små sedler som de ivrige kommunikationsdomestikker overbærer. Desuden er der ofte mange flotte taler.

Efter taffelet er der gallabal, hvor balkortene tages i brug og lanciers er altid en fornøjelig del af programmet og ofte fortsætter ballet til et godt stykke ud på de små timer.

Tidligere oplevedes hoflivet også ved Alle Ellers Dag, som i gamle dage var en årlig national festdag, hvortil man strømmede fra nær og fjern. Det var her Det store Ingenting åbnedes med 'ting, kling og dingeling'. Alle Ellers Dag afholdes ikke længere hvert år, men det sker stadigvæk ved særlige lejligheder og i 1995 rejstes i Maglelille et monument til minde om Ingenting.

 

Kapitel 9 — Dagligliv i Elleore

 

Elleblad

Riget har siden 44 haft sit obligatoriske og privilegerede organ Elleblad, der med sine gule sider med jævne mellemrum skaber glæde i de små hjem. Her bringes alt med interesse for Elleore-samfundets mange medlemmer. Det udkommer i 2006 på 63. årgang.

 

Partikulær-korpsene

Selvom alle elleborgere nu til dags indrulleres I Løvejæger­korpset, er der en gammel tradition for, at grupper af elleborgere danner såkaldte partikulærkorps eller i daglig tale bare korps.

Et korps består ofte af elleborgere fra nært liggende årgange der kender hinanden godt. Der findes dog også eksempler på korps, der rekrutterer fra mange årgange og tilhørsforhold. Desuden er det også almindeligt at venner, familiemedlemmer og kærester til korpsmedlemmer bliver optaget.

Når en gruppe elleborgere beslutter sig for at danne et korps, skal de finde en protektor. Protektoren skal være en fremstående person i Riget, der vil beskytte korpset og fremme dets interesser. Gruppen skal nu søge kongen om tilladelse til at danne korpset. Hvis dette aller­nådigst gives, er korpset en realitet, og det er nu muligt i samarbejde med KEHeLab (Kongeligt Ellisk Heraldisk Laborato­rium) at designe et våbenskjold med dertil hørende motto.

Et korps’ aktiviteter er selvfølgelig op til dets medlemmer, men som eksempler kan nævnes: Afholdelse af arrangementer eller fælles deltagelse i arrangementer, fælles uniformering, korps­middage, korpsskåle, deltagelse i korps-krachetkampe, forkælelse af korpsets protektor og gaver til regentparret og andre notabiliteter.

Der er ikke nogen formelle krav til antallet af medlemmer i et korps, men det kan anbefales at være så mange som muligt. Dels for at øge grundlaget for aktiviteter i korpset (f.eks. skal der være mindst 5 på et krachethold) og dels for at undgå at sygne hen, hvis nogle korpsmedlemmer vælger at stoppe som elleborgere. Der findes eksempler på dette, samt på korps der er blevet så små, at de har slået sig sammen med andre korps.

Her følger en kort beskrivelse af nogle af de korps, der har eksisteret i de sidste 40 år.

 

Marineinfanteriet, Løveungerne og Løvegrenaderkorpset

Løveungerne blev oprettet i 1961 og havde HKH Prinds Povl som kommandant, og Løvegrenaderkorpset blev oprettet i 1963 med Ulrik Søes Petersen og siden Henrik Gautier som kommandant.

I 1964 blev MarineInfanteriet (MI) oprettet, der består af Løveungerne og Løvegrenaderkorpset som selvstændige korps. Korpsets mærke er en gylden løve omkranset af en økse og egeløv på grøn bund.

MIs storhedsperiode falder sammen med tiden med Løvejagten med stor deltagelse i Elleuge, arbejdslejre, LCA (ledelse i en årrække), Jægerskole (initiativ til oprettelse og første ledelse) og deltagelse i Cabinettet fra starten indtil 1980’erne. Der er i dag stadig 5 aktive medlemmer af MI.

 

Ellingerne
Ellingerne blev stiftet omkring 1962 og deltog i et antal elleuger samt kroningen af Erik den Storartede og Lillian den Lykkelige. Våbenskjold: Rødt skjold hvorpå to ællinger.

 

Cuirrassiercorpset
Cuirrassiercorpsets våbenskjold er: Rødt skjold med hvidt malteserkors hvorpå et inderskjold: På rød bund et hvidt ellekors; herover et gyldent C.

 

Livmusketererne
Livmusketererne blev oprettet i 1968 i forbindelse med en standerhejsning på Løvejagten i Frederikssund og dets protektor var Kong Erik II. Våbenskjold: Rødt skjold med to kors­lagte sabler, der spidder hver sin sorte bredskyggede hat med rød fjer.

Livmusketererne var især aktivt i slutningen af 60’erne og be­gyndelsen af 70’erne og dets medlemmer har i årenes løb bestredet endog de allerhøjeste stillinger i riget. Korpset havde oprinde­ligt 8 medlemmer og over halvdelen af dem er stadig aktive i riget.

 

Alpejægerkorpset

Alpejægercorpset (AK) blev stiftet den 13/11 1969 af seks veteraner fra modstandsgruppen Ellisk Undergrundsbevægelse, med Hertug (senere Storhertug) Ole Aneschiold-Damsøe af Kajsnude som protektor. Korpsets våbenskjold er: Rødt skjold med hvidt elle­kors hvorpå et gråt gemsehovde. Herunder korpsets oprindelige skjold (Fire gange delt på skrå: rød, hvid, blå og gul) som bundskjold. Motto: Semper chassator alpin.

Som noget hidtil uset optog man de næste fire-fem år medlemmer fra hver ny årgang, hvilket gav korpset en dynamik og en overlevelses­evne som intet andet korps før eller siden. På et tidspunkt havde korpset ikke mindre end 21 aktive medlemmer, og gennem årene har man haft vel over 40 medlemmer i alt. I 1998 styrkedes korpset yderligere da man amalgamerede med Kurer­garden (se nedenfor). Der er i dag omkring 17 aktive medlemmer.

Korpsets medlemmer har i årenes løb besat stort set alle rigets vigtige poster, inklusivt de allerhøjeste. Medlemmerne er ikke desto mindre ikke spor hovne og er kendte for deres gode manerer. De kommer f.eks. ikke med tilråb når andre korps udbringer deres korpsskåle.

I anledningen af korpsets 34-års dag i 2003 gav Kongeligt Ellisk Heraldisk Laborato­rium de af korpsets medlemmer, der fører våben, tilladelse til at bruge korpsets første våben som bundskjold (et særligt ellisk heraldisk hæderstegn, der føres under resten af våbnet (inklusivt motto og skjoldholdere, hvis disse anvendes), og som angiver en særlig distinktion som kun deles med få andre).

 

Leopardcorpset

Leopardcorpset blev dannet i midten af 70erne, men alle korpsets medlemmer forlod efterhånden Elleore. Korpsets våben­skjold var: Lodret delt. Dexter felt gult med seks sorte besanter. Sinister felt sort med gul løve med hovedet set forfra (= leopard).

 

Kurergarden

Kurergarden blev grundlagt sidst i 1980 med Ærkehertug Hans af Nøhr Len som protektor. Våben: På rødt felt to krydsede sabler med en trompet henover. Foroven en kongekrone. Det hele indrammet i en egeløvskrans. Motto: 'Sur la ligne - avec grace'.

I 1998 havde Kurergarden kun 2 aktive medlemmer og de besluttede derfor at amalgamere med Alpejægercorpset.

 

Kong Leos husarer

Kong Leos Husarer (KLH) blev oprettet i 1978, er opkaldt efter den daværende Kong Leo d. II (den Folkekære) og fik den daværende Krigsminister Henrik Gautier (den nuværende Markis) som protektor. Korpsets våbenskjold: Gul hvorpå en pegasus.

KLH har i en lang årrække haft et godt samarbejde med Alpejægercorpset og har været en af de bærende kræfter i bl.a. Cabinettet, især i 80’erne. KLH er i dag noget mindre aktivt og har 5 aktive medlemmer, men de bakker, før som nu, helhjertet op om Kongehuset i særdeleshed og Riget i al almindelighed.

 

Dronning Pelles Marinere

Dronning Pelles Marinere (DPM) er navngivet efter Kong Leo II's dronning, Dronning Pelle. Korpsets protektor er Lehnsgrevinde Svigerslev til Harrestrup, alias Moster Tove, der er søster til Dronning Pelle. Våbenkjold: Rødt med hvidt ellekors, hvorpå sidder Dronning Pelles ukronede skjold i form af ellisk dobbelt-hunløve i hvidt skjold med sort stokanker.

Korpset blev oprettet cirka 1978 og proklameret på en jæger­aften på Kildegaard Slot Medlemmerne er oprindelig fortrinsvis af Jægerskole-årgang 1977.

DPM har ligesom KLH i mange år været blandt de bærende kræfter i Elleore og Cabinettet og har i dag 5 aktive medlemmer.

 

Prindsens Gode Cigarer

Prindsens Gode Cigarer (PGC) blev stiftet i 1993 til glæde for den daværende protektor Prinds Peter. Efter Prinds Peters død i 1995 overtog Lehnsgreve Starlisle af Hagesmækken protektoratet. Våben­skjold: På rød bund et hvidt ellekors. Herpå en lodret, tændt cigar med et mavebælte med en lilla tropehjelm på.

PGC har i tiden omkring årtusindskiftet været et de mest aktive og magtfulde korps i Elleore og er også i dag en af de bærende kræfter i Cabinettet, Admiralitetet, LCA og Jægerskolen.

 

Landerts Labre Larver

Landerts Labre Larver (LLL) blev dannet i 1994 af 4 små piger og har som protektor Lehnsgreve Landaux til Prøvestenen. Våbenskjold: Lodret delt af rødt og blåt. Tre grønne larver på række, med store gule øjne og pink balletskørter.

LLL voksede sig efter sin oprettelse hurtigt større og var i “ungdomsårene” et af Elleores mere velkendte og velrenommerede korps. Mange medlemmer forsvandt dog ud af elliske sammenhænge sidst i 90’erne, men kærligheden og tilknytningen til korpset er stadig intakt hos de tilbageværende. Af samme grund er de korpsrelaterede aktiviteter i dag noget begrænsede, men korpsets medlemmer indtager stadig mange betydningsfulde poster i Riget.

 

DVS, dvs. De Vilde Svaner

De Vilde Svaner blev dannet i 1994 og har den daværende Jagtcaptain, Lehnsbaron Vom Schwan til Rheden som protektor. Våbenskjold: Vandret delt af lyseblåt og blåt. I midten en svane med kasket, pibe og rødt slips. Herunder syv svellinger med sorte solbriller i to rækker, fire og tre.

DVS er i sandhed et af de mest vilde og aktive korps i nyere ellisk tid. Udover at besidde flere essentielle poster under især EU er korpset mest kendt for at opfinde nye og influere eksisterende elliske institutioner på revolutionerende måder (hvilket også har været tæt på at bringe korpset på kant med riget). Fænomener som rigssports­-konglomeratet, stadskammeraturet, PiRadio og ubekræftede rygter om relationer til den revolutionære Svend-Bent samt sekten Ellong-Gong er udspringet af korpsets innovation. Strandløverne har ofte forsøgt at gøre DVS vildskaben efter, og de to korps er ærkerivaler på godt og ondt. Det skal nævnes at DVS er hidtil ubesejrede vindere af samtlige turneringer i korps-krachet i dette årtusinde.

 

Plums Perle Piger

Plums Perle Piger (PPP) er det korps i Elleores historie der blev stiftet hurtigst. Nemlig ved Jægerskolen i 1995, kun 34 timer efter at korpsets 7 stiftende medlemmer havde mødt deres protektor in spe: Onkel Plum (Lehnsbaron von Oheim til Hemningsløse). Våbenskjold: Babyblå bund. Herpå rød sløjfe med natur-perle.

Af de oprindelige 7 medlemmer er der ingen tilbage, men heldigvis har andre taget over, hvilket viser at PPP er et levende og progressivt korps, der altid har plads og hjerterum til en lille pige med “tynde” arme og pæne “mælketænder”. Og der er såmænd potentiale nok, både nu, men også i al fremtid. PPP består i dag af 4 medlemmer og har mottoet “De mindste piger – Med de tyndeste arme – Og de pæneste mælketænder”.

 

Tilløverne

Tilløverne blev stiftet ved hofballet i 1996 og har Prinds Henrik som protektor. Våbenskjoldet er: Vandret delt af blåt og mur af røde sten med hvid mørtel. En gul løve med brun manke kigger over muren.

Tilløvernes fornemste opgave er at sikre integrationen af værdige nye elleborgere, der er blevet borgere i Elleore i en voksen alder og deraf udspringer korpsets navn. Det ses ofte at korpsets medlemmer også er medlemmer af andre korps. Tilløverne har i en årrække især i 90’erne besiddet mange vigtige poster i Cabinettet og under Elleugen og har i dag en meget stor erfaring med mangt og meget til gavn for især de yngre elleborgere. Korpsets motto er ”En for alle og alle for Elbryg”.

 

Strandløverne

Strandløverne blev dannet i 1996 med Lehngreve d’Ecope til Agter­spejlet som protektor. Våbenskjold: Korpset har hele to officielle våbenskjolde (og et uofficielt). 1: Vandret delt lyseblåt og blåt med sandfarvet skjoldfod hvorpå sidder en orange løve iført rød- og hvid­stribet victoriansk badedragt. 2: På et hvidt skjold en rød spillebrik.

Strandløverne er et korps som mange elsker at hade og somme vil nok beskrive dem som “nogle rødder der ikke har respekt for andre”. Af samme grund er der mange historier om Strandløverne, der dog bedst egner sig til at blive fortalt ved olielampens skær en sen nattetime på Jokken. Det har også ført til inddragelsen af korpsets oprindelige våbenskjold og motto (Semper con pata in margine mare). Man håber dog endnu på at få dem tilbage – ad åre.

Ud over dette er medlemmer af korpset en del af hoffet, samt en hårdtarbejdende del af mange af Rigets arrangementer.

 

Kaninpigerne M/K

Claus’ Kaninpiger blev dannet under elleugen 1996 eller 1997 med Vicomte Quoi som protektor. Våbenskjold: På gråt skjold et lyserødt afskåret kaninhoved med rød butterfly.

Af de oprindelige 4 Kaninpiger er ingen tilbage, men korpset består i dag af 9 medlemmer, der ofte har et glimrende samarbejde med PPP. Dermed er det et meget stort og eksklusivt korps, der sætter dyder som krachet-kendskab og Amandus­opfindsomhed (med de nye udvidede regler) meget højt. Korpset mottoer er “Kvalitet og kvantitet” og “Vi benægter alt”. Desuden er korpsets farve lyserød. Punktum.

 

Von Polskis Ulaner

Von Polskis Ulaner blev stiftet i 1998 med Lehnsbaron Von Polski til Pilzen som protektor. Våbenskjold: Delt på skrå, blåt og grønt, hvorpå en ridder til hest med skjold med Von Polskis våben og lanse med hvid og rød vimpel. Motto er “Os tør ingen lege med”.

Von Polskis Ulaner mistede allerede i de første år af dets eksistens samtlige medlemmer, men tilgang af nye medlemmer har reddet korpset.

 

 

Kapitel 10 — Årets gang udenfor riget

 

I de 51 ugers ferie, som ellefolket tilbringer væk fra deres elskede rige, afholdes en hel del andre arrangementer med en lang historie bag sig.

 

LandCadetAkademiet

På LandCadetAkademiet uddannes Elleores landbaserede enheder og skolen ledes af Skolechefen og Viceskolechefen. Resten er inddelt i Føringsskolen, instruktørerne og kadetterne. Kadetterne er inddelt i sektioner, der bærer navne efter de tidligere skolechefer. Normalt er man kadet i 3 år inden der opnås udnævnelse til instruktør. L.C.A. løber fra fredag aften til lørdag eftermiddag.

Indholdet af et L.C.A. er et antal kursusfag og opgaver der skal løses af sektionerne og kan både foregå i lejren og i skoven omkring lejren. Formålet er bl.a. at opbygge kadetternes evner til samarbejde, improvisation og abstraktion. Desuden lægges der vægt på disciplin og rangorden og der øves flittigt i drill. Et vigtigt motto at huske er “Opad slesk – Nedad brysk”.

 
Hofballet
En gang om året (normalt sidst i april eller først i maj) inviterer kongen og dronningen ellefolket til cuur og efterfølgende gallataffel på Kildegård Slot. Denne celebre begivenhed er nærmere beskrevet på side 16.
 
Elleugen
Ved sommertid træder Admiralitetet sammen, det er deres opgave at planlægge og gennemføre årets absolut største begivenhed, Elleugen. Denne begivenhed er nærmere beskrevet i Kapitel 11 - Årets Gang i Riget.
 
Jægerskolen
Omkring september/oktober får alle nystartede 6. og 7. klasser på Kildegård Gymnasium en invitation til at komme med på jæger­skole. Jægerskolen foregår fra lørdag morgen til søndag eftermiddag og her får deltagerne en introduktion til noget af alt det, som Elleore går ud på.

Det hele ledes af Jægerskolechefen og Vicejægerskolechefen, som med hjælp fra instruktørerne arrangerer kursusfag, lanciers, en gåtur i skoven samt en afsluttende eksamen.

Det er ikke kun elever på Kildegård, som har mulighed for at deltage i en Jægerskole, men også børn af elleborgere, venner og i det hele taget alle interesserede.
 
Høstfest
Høstfesten afholdes normalt i oktober og bliver arrangeret af yngre elleborgere (ofte et korps) der har været med i nogle år – undertiden med hjælp fra en eller to gamle rotter.
Programmet består som regel af en velkomstdrink og lidt snacks, hvor der ofte bliver set på billeder fra de seneste arrangementer, hvorefter der serveres en lækker buffet. Efter middagen er der underholdning, sædvanligvis en dyst mellem to udvalgte hold i mere eller mindre logiske discipliner (mest mindre). Resten af aftenen er der dans og almindelig hygge.
 
Generalforsamling
Den ordinære Generalforsamling finder sted i november. Det er her Elleore-samfundets mere jordnære funktioner er i højsædet. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro at man var til general­for­samling i en ganske almindelig dansk forening. Premierministeren aflægger rapport om det forløbne år, Finansministeren gennemgår årsregnskabet, og forsamlingen fastsætter skatterne for det kommende år.
Herefter er der valg til Cabinettet, hvor der kan vælges op til ni medlemmer. Desuden vælges en Pholkekommiteret, der varetager kontakten til eleverne på Kildegård, og en rigsrevisor.
 
Julestue
I mange år deltog en stor gruppe elleborgere i den årlige danske julemærkemarch og var med til at gøre Kildegård Gymnasium til landets største startsted. Som en særlig nåde blev der givet tilladelse til at bære den julemærke-medalje som man erhvervede sig ved marchen på sin elliske uniform – vel at mærke hvis man havde uniform på under marchen. Kong Leo og senere Dronning Leodora deltog i fuldt skrud med baldakin og følge, og da man gik den modsatte vej rundt om Gentofte Sø, fik alle de udenlandske march­deltagere det smukke syn at se.
Efterhånden svandt interessen imidlertid hen, og Elleore deltager ikke længere som officiel del af marchen. I stedet afholdtes der i nogle år en julestue med juleklip, julehistorie, og julefrokost. Der har været holdt pause med julestuerne i et par år, men de kommer forhåbentlig i gang igen inden længe.
 
Og så det løse
En Jægeraften er en kulturel begivenhed, der tidligere blev afholdt fast to gange om året (forår og efterår), i måneder hvor der ikke var andre arrangementer. Nu om dage er de mere sjældne, men de fleste år bliver det da til mindst en i løbet af vinteren.

Indholdet af disse aftner kan være foredrag, oplæsning af litterære værker, magisterkonferencer, forsvar af doktordisputatser, filmfremvisning, og spil som Poker Dice og Amandus.

De seneste år har Elleore deltaget i Kildegård Gymnasiums årlige høstfest i september (ikke at forveksle med Elleores egen høstfest i november). En lille skare frivillige arrangerer en udstilling der er beregnet til at bibringe undrende forældre en smule kendskab til Elleore uden at skræmme dem helt væk.
 
Kapitel 11 - Årets gang i Riget
 
Det meste af året er Elleore overladt til mågerne, svanerne og ørentvisterne, men én uge hver sommer vender ellefolket hjem til deres elskede fædreland for at tilbringe højsæsonen – Elleugen – i riget. Elleugen ledes af Jagtcaptainen, der med hjælp fra Admiralitetet styrer begivenhederne i løbet af ugen. Før man opnår at blive en del af Admiralitetet, er man nogle år i et af bådeholdene, og de yngste deltagere er en del af Miniløverne.

Hovedstaden i Elleore er Maglelille, der er inddelt i de fashionable bydele Ellerup og Eriksberg samt den nordlige bydel Klokkedal og slumkvarteret Elbertslund. I byens midte ligger Kongens Gammel­torv, hvorover Ellebrog vajer og ellerne samles, når Jagtcaptainen trutter til samling.

Det store samlingspunkt under Elleugen er Rådhuset, hvor alle måltider indtages. I 2001 fik Elleugen et nyt og flot Rådhus, der er endnu større end det gamle, så det nu også er muligt at afholde aktiviteter som Ellisk Melodi Grand Prix, dyrskue, teater og Ellemaxx med god plads inden døre. Om aftenen serveres der kaffe og te med løvebag, og der tunes ind på Radio ERAS. Derefter bliver der ofte spillet Poker Dice og Whist eller sunget en del af fædrelandets sange.

Af andre bygninger kan nævnes køkkenet Lune Nielsen. Al madlavning foregår på gasblus og en stor grill og i løbet af ugen serveres der bl.a. laks eller ørred, lammesteg og Grande El (burgere leveret af El Donalds). Den eneste faste bebyggelse er det grundigt udsmykkede Ysses Hus, der er Elleugens das. Andre populære lokaliteter er Fidels Kro, hvor der for få Leo d’Or sælges Elbryg™ og sodavand, og Café Jokken, der ligger i bekvem afstand fra Maglelille, hvor især de yngre dele af Admiralitetet opholder sig, efter Rådhuset er lukket.

I løbet af ugen er der undervisning ved De elliske Universiteter, hvor der kan opnås grader af Optaget, Baccelaur, Kandidat og Licentiat. Herefter er det ved selvstudier muligt at tage en magistergrad og måske endda skrive en disputats og blive doktor.

Hvert år afvikles også De ellympiske Lege med bl.a. nationalsporten Krachet, Andalusisk Bjergludo, 40 meter baglæns vandgang og Kalvekastning.

Et af de helt store højdepunkter er, når hans mayestait Kong Leo d. III holder sin officielle fødselsdag, hvor ellefolket møder op i gallatøj og beriger hans mayestait med mange nyttige gaver. Sidst på ugen er der også gallamiddag til ære for Jagtcaptainen, hvor dem, der har gjort sig fortjent dertil, kan håbe på at opnå en forfremmelse og/eller en medalje.

Ud over alt dette er der også mange andre faste og enkelt­stående dele af Elleugen, som der ikke er plads til at beskrive her, såsom Generalmanøvren, Juleaften, valg til De rådgivende Stænder, Åbne elliske mesterskaber i luftguitar, skuespil, morgen­vækning, tolderne, de sløve padders hat, Onkel Plums hytte, Livingstone-ekspeditionen, bådene “Søløven” og “Elfinen” osv.

Den vigtigste del af Elleugen er faktisk slet ikke beskrevet her, men det er fordi, det slet ikke kan lade sig gøre. Nemlig den følelse man har, når man oplever de gamle traditionelle begivenheder og de nye tiltag eller bare sidder og hyggesnakker på Bagebænken, og man er en del af dette prægtige rige sammen med en masse mennesker, man holder meget af. Det er denne følelse, nogle vælger at kalde “Den elliske Ånd” og som ikke kan forklares, men kun opleves.
 
Kapitel 12 — Elleores geografi
 
Elleore ligger ca. 4 km nord for Roskilde midtvejs i fjorden mellem Veddelevpynten og Bogenæs, og den er ca. 3½ tønder land stor.

Lad os i tankerne foretage en tur til Elleore. I Veddelev Havn afhentes vi af færgebåden, og efter ca. 11 minutters sejlads når vi frem til Maglelille Færgehavn omtrent midt på sydkysten.

Efter at de forskellige formaliteter ved indrejsen er overstået (et toldeftersyn skal opleves, ikke beskrives) drager vi af Hovedvej E17 i vestlig retning indtil vi kommer til hovedstaden Maglelilles bygrænse hvor vi ser Ysses Hus, der på mange måder er øens vigtigste bygning. I Maglelille udfolder et broget folkeliv sig i sæsonen og midt i byen rejser sig den mægtige flagstang, hvorfra Elleores nationalflag, Ellebrog, vajer. Det er rødt og hvidt som Dannebrog, men korset er irsk, d.v.s. det ligger på skrå fra hjørne til hjørne.

Fra Ysses Hus går vi vestpå ad Eriksgade indtil vi passerer Rådhuset og når til ruinerne ved Brådeborg. Her drejer vi nordpå for ikke at få våde fødder og går ad Stormåsen forbi Hagesmækken hvor redningsstationen Det flotte Fyr befinder sig og videre til Elleores nordligste punkt, Kaput, hvorfra vi ser øen Kajsnude, Elleores Bornholm, rejse sig af havet mod nordøst. Vender vi os mod syd, ser vi ud over Pampussen, den store slette i øens midte, med den mægtige indsø Agterspejlet nær Kaput.

Videre går turen sydpå langs Bafbugten ad Nakkedraget. Til højre, inde i landet, ser vi igen Maglelille. Vi når til Ellehøj, rigets højeste punkt og ser her rigets største beplantning, Elskoven. Turen går videre mod øst langs Vestre Krune over det smalle Valøre og videre langs Østre Krune over Søderberget til den berømte badestrand EllevueVipstjær­ten. Vi går tilbage ad same vej og gyser lidt mens vi skynder os forbi toldboden og når atter engang tilbage til Maglelille. 
 
Seværdigheder
Under Brådeborg ses resterne af den klosterkirke — Oratorio — som opførtes under abbed Mac Leuis. Denne bygning blev ødelagt i 1535, men krypten blev brugt som fundament for slottet og kom atter for en dag da det blev revet ned i 1958.

Helt nordligt findes i dag ruinerne af Krune Kloster ved Hækkenfeldt. Klosteret er i modsætning til samtidige europæiske munkeklostre ikke opført af munkesten, men af mindre, kunstige sten fremstillet af rødt ler. Arkæologerne har længe undret sig over dette fænomen, men har tilskrevet det at munkene i Elleore var meget isolerede fra omverdenen og derfor ikke var bekendt med den gængse byggestil.

De runde træhytter munkene boede i, er der desværre intet tilbage af, men der er ret gode rester af det tårn, som munkene opførte i den 'round tower' stil, de havde bragt med sig fra Irland. Det kaldtes Jokken og havde en noget anden funktion end dets irske for­billeder, idet det var herfra munkene fór til himmels. Nordøst herfor ligger et hjørne af Domus Libidum, der efter sigende blev stærkt beskadiget ved et sammenstød med Bror Kalles Kapel nytårsaften 1668. Ifølge legenden var begge byg­ninger forgjort så de hver nytårsaf­ten flyttede et hanefjed ind i landet. Men da Bafbugten opstod under stormen i 1508 begyndte Domus Libidum at bevæge sig mod vest — væk fra den nye kystlinie — og så måtte det jo ende galt.

Endvidere er der de gamle elleristninger, som i dag kan findes på flere af de store sten. De er således på Øjestenen, Grundstenen samt to af Galdestenene helt mod nord. Tydningen har været svær, da der intet skriftligt foreligger, men de viser, at der allerede tidligt var beboelse på øen, og at løven dengang var ret almindeligt i riget.

 

© 2014 Copyright. All rights reserved: www@elleore.dk

Elleores Hjemmeside