|
Forside ::
Blog ::
Hjemmeside
Skriv gode tekster på din hjemmeside.
Når du skriver tekster på din hjemmeside, er der flere ting, du skal tage hensyn til. Inden du går i gang med at skrive web teksten på din hjemmeside, skal du derfor blandt andet overveje, hvilke signaler din tekst skal sende, for at du får dit budskab ud.
Hvem er du? Gør dig på forhånd nogle overvejelser om din skrivestil på din hjemmeside. Skal stilen på hjemmesiden være formel, afslappet, superfrisk, eller noget helt fjerde? Er din hjemmeside en privat hjemmeside eller er den et led i dit erhverv eller foreningsarbejde? Langt hen ad vejen handler det naturligvis om blot at være dig selv, og du finder derfor tit svaret ved at kigge på dig selv, og mærke efter hvad der føles rigtigt for dig. Nogle gange kan det være hensigtsmæssigt at justere stilen lidt for at ramme din målgruppe, men pas på med at ændre for meget på stilen, for det kan være svært at fastholde en ikke helt ægte stil hele vejen igennem, og så kommer du og din hjemmeside nemt til at virke utroværdige. Overvej også om skrivestilen skal være personlig, eller om du vil holde en professionel distance. Begge dele kan være godt, så længe du husker at være konsekvent på hele din hjemmeside. Hvem skriver du til? Hvem henvender teksten sig til? Og hvad vil du gerne opnå fra læseren? Overvej hvem din målgruppe er, og lav eventuelt en liste med stikord, der karakteriserer din målgruppe. Malgruppens karakteristika kan for eksempel beskrives med alder, køn, økonomisk situation, indkøbsvaner, civilstatus, interesser m.m. Forestil dig målgruppen mens du skriver, eller forestil dig, at du taler direkte til din målgruppe, så vil din tekst helt automatisk nærme sig noget, der fanger målgruppen. Direkte tale kontra passiv tekst En måde at gøre web teksten på din hjemmeside mere vedkommende og interessant er, at skrive direkte til læseren. Skriv som om du står og taler med læseren ved at skrive 'du' i stedet for 'man' eller - endnu værre - passiv tekst. Hvis du synes, det føles en anelse kunstigt at skrive 'du' til en computerskærm, så prøv at lægge mærke til hvordan andre gør, næste gang du læser en tekst på en hjemmeside. Læg også mærke til, hvordan det virker på dig, og gør så det, der føles mest rigtigt for dig. Kort og præcis tekst Der er mange fordele ved at formulere din tekst kort og præcist. At teksten skal være kort betyder ikke, at du skal undlade vigtige informationer i din tekst, men snarere at du skal spare på fyldord og irrelevante oplysninger. Hold dig til emnet, og skriv det du mener er væsentligt. Formuler dig så præcist som muligt ved at undgå tvetydige sætninger eller andre sætninger, hvor læseren kan blive i tvivl om, hvad du mener. Seo-tekst Arbejder du på at søgemaskineoptimere din hjemmeside, lyder det måske mærkeligt, at du skal skrive korte og præcise tekster på dit website, når du andre steder har læst at Google elsker tekst, masser af tekst. Du har helt ret, og det gælder om at finde den gyldne middelvej, hvor du kan gøre både søgemaskinerne og dine besøgende på hjemmesiden glade. Et godt kompromis kan være at skrive masser af tekst som er præcist formuleret, overskueligt sat op, indeholder søgeord og links, og ikke fremgår magen til andre steder på nettet. Unik tekst Det er meget vigtigt, at dine tekster på din hjemmeside ikke fremgår andre steder på nettet end på din hjemmeside, da såkaldt duplicate content - eller kopieret indhold - er meget svært at søgemaskineoptimere. Skriv i stedet dine egne unikke tekster - det er bestemt slidet værd, hvis du gerne vil opnå gode placeringer i søgemaskinerne. Du kan holde øje med om dine tekster bruges på andre hjemmesider ved at bruge copyscape.com - skriv blot dit domæne, og klik 'go', så får du en liste over eventuelle andre websites, der indeholder tekst præcis magen til din tekst. Struktur Du kan gøre din tekst mere overskuelig ved at dele den op i små afsnit med en tom linie imellem. Sæt gerne en overskrift over hvert afsnit for at hjælpe læseren med at finde rundt i teksten. Sørg for at koncentrere indholdet i hvert lille afsnit om det overskriften siger. Det er fristende af og til at indsætte en sidebemærkning, men pas på med det, for det ender nemt med at afsnittet handler mere om sidebemærkningen end om det egentlige emne. Korrekturlæsning Sørg for at læse korrektur eller bruge stavekontrol på din tekst inden du lægger det på hjemmesiden, så du undgår slåfejl, stavefejl, og andre fejl, der nemt kan undgås. Har du selv svært ved at skrive et korrekt sprog, så find én der kan hjælpe dig. Det kan synes uretfærdigt, men dårlig sprogbrug på en hjemmeside - eller hvor som helst - sender et dårligt signal, og skal undgås hvis du vil fastholde dine besøgende. Husk på, at på din hjemmeside kommunikerer du kun på skrift - faktorer som øjenkontakt, kropsprog og mundtlig kommunikation er sat helt ud af kraft.
Skrevet af Mette Andersen den 07-08-2009, 17:53:33
0 kommentarer til "Skriv gode tekster på din hjemmeside."
Skriv en kommentar
Se flere indlæg i kategorien hjemmeside
::
Hvordan sætter man flere domæner på samme hjemmeside?
::
Hvem ejer domænet på din hjemmeside?
::
Tjen penge på din hjemmeside - trin for trin
::
Hvordan laver man en hjemmeside?
::
Vælg det rigtige domæne til din hjemmeside
::
Optimer din konverteringsrate på din hjemmeside
::
Hvorfor er det vigtigt at have en hjemmeside?
|